Maria fik det afgørende skub
 
Maria var ved at give op, men så kom det afgørende skub fra Incita og i dag er hun ansat på fuld tid. Hun er meget stolt af sin arbejdsplads, og hendes chef er lige så stolt af hende.
 
Med en håndsrækning fra Incita sidder Maria i dag i sit ønskejob som handskemager på Arbejdermuseet. Hun har fast job som en levende del af udstillingen. Her viser hun de mange besøgende, hvordan en lille industrivirksomhed arbejdede for 50 år siden.
 
Da Maria startede på Incitas Revancheforløb, var hendes eneste mål imidlertid at få bevilget en førtidspension. Hun havde mistet troen på, at hun igen ville finde job efter en alvorlig depression og et par strandede forsøg på at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Men Incita kunne se potentiale i Maria og opfordrede hende til at gå i praktik på Arbejdermuseet, hvor de havde fået doneret et handskemagerværksted af en pensioneret håndværker. De søgte derfor en person, der kunne gå i lære som handskemager og drive værkstedet videre i udstillingen.
 
Maria gav sig selv en chance mere og det er hun lykkelig for i dag.
 
Ønskejobbet
Hvis Maria i dag skal beskrive sit ønskejob, er det præcis det, hun sidder i. Det gode arbejdsmiljø, de gode kollegaer og en positiv stemning overalt på museet gør især Maria glad. Dertil er det en arbejdsplads, der anerkender hendes baggrund og bakker hende op.
 
- Maria er en højt værdsat medarbejder, der spreder smil og glæde i hele huset. Vi er meget heldige at have fået hende indenfor døren, og er glade for at Incita bragte os sammen, siger lederen af driftsafdelingen, John Larsen.
 
Blandede opgaver
Maria møder kvart over syv og er med til at lukke huset op. Hun klarer telefoner og åbner den gamle kaffebar, der er integreret i udstillingen. Derefter uddelegerer hun rengøringsopgaver til sine kollegaer, og fra halv elleve til fjorten sidder hun i handskemagerværkstedet. Endelig er der lidt mere rengøring, inden hun har fri. Blandingen af arbejdsopgaver er lige efter Marias hoved – hun har tidligere siddet på en fabrik og udført den samme opgave hele dagen, hvilket bogstaveligt talt gjorde hende syg.
 
Maria er på Arbejdermuseet med til at give de besøgende vigtig viden og oplevelser, de tager med sig hjem. Hun er stolt af at arbejde et sted, der lægger vægt på at hjælpe gæsterne og tage dem med storm ved særlige lejligheder. Maria var blandt andet med til at give en 80-årig dame fra Jylland sit livs oplevelse, da hun for første gang nogensinde besøgte København. Her gjorde Arbejdermuseet en særlig indsats og havde for eksempel en gave parat. Arbejdet på museet bliver igennem den slags oplevelser ekstra meget værd.

Fakta om Marias historie:
  • Maria blev i 1999 indlagt med en alvorlig depression og var i flere år i forskellige behandlingsforløb.
  • I en periode var Maria på forskellige opkvalificerings- og jobsøgningstilbud.
  • I forbindelse med kommunalreformen blev Maria ”glemt” af det offentlige system og brugte et års tid på sofaen.
  • I april 2007 kom Maria på Incitas Revanche-forløb. Det er et tilbud målrettet til folk med angst, sociale problemer eller psykiske lidelser, der behøver hjælp til at finde arbejde eller uddannelse.
  • I august til oktober 2007 var Maria i praktik på Arbejdermuseet, formidlet af Incita.
  • Efter praktikken kom Maria i job et år med løntilskud samme sted.
  • Nu er Maria ansat på fuld tid på Arbejdermuseet.
Om Arbejdermuseet
Museet ligger i Danmarks første arbejderforsamlingshus, der blev indviet i 1879. I huset er der blandt andet en restaureret festsal, der fremstår, som den så ud ved århundredeskiftet.
 
Museet åbnede i 1983 på initiativ af fagbevægelsen og lokale græsrødder og rummer ud over en række udstillinger også restauranten ”Ølhalle” i kælderen og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Museet har 110.000 besøgende årligt, heraf 25.000 i form af skoleklasser og lignende. Arbejdermuseet beskæftiger ca. 40 fastansatte 20 øvrige medarbejdere, og får tilskud fra Kulturministeriet og LO. Museet har løbende et par stykker i praktik, arbejdsprøvning og lignende.