|
Tilbage på sporet efter hjerneblødning
47 år gammel blev Ulf ramt af en hjerneblødning. Efter hospitalsophold har han været hos projekt Kilden. Nu er Ulf tilbage på jobbet hos BaneDanmark.
- Det er lidt mærkeligt. Jeg har billeder fra sidste jul med gæster til middag, men min hjerne er blank. Til gengæld dukker gamle barndomserindringer pludselig op, som jeg havde glemt, fortæller Ulf.
Ulf Bagersted har arbejdet hos BaneDanmark siden 1988. Han startede som billetsælger på Roskilde Station og avancerede, indtil han blev fjernstyringsleder på Kalvebod Brygge, hvor BaneDanmark styrer spor og signaler til S-togsnettet i Storkøbenhavn.
I november 2008 blev Ulf ramt af en hjerneblødning. Hans kone fandt ham på badeværelset en morgen, hvor han havde mistet synet og ikke selv kunne finde vej ud. De næste tre uger på hospitalet er helt væk fra hukommelsen, og flere måneder frem husker han kun i glimt.
Ingen fysiske skader
I februar 2009 blev Ulf udskrevet uden skader på sin fysiske førlighed, men hjernen var ikke helt som før. En ergoterapeut fra hospitalet fulgte Ulf til projekt Kilden.
Kilden er et dagtilbud til hjerneskadede, hvor deltagerne i høj grad selv planlægger deres aktiviteter. Her har Ulf blandt andet løst opgaver med at føre regnskab, male, lave mad og andre øvelser, der kræver planlægning, korttidshukommelse og koncentration.
I april 2009 startede Ulf igen hos BaneDanmark på nedsat tid. 11 måneder efter hjerneblødningen vendte Ulf tilbage på fuld tid hos BaneDanmark.
- Mit job og min arbejdsplads betyder rigtig meget for mig, og jeg er glad for at være tilbage. I sådan en situation som jeg har været i lærer man meget, og jeg er taknemmelig for alle dem, der undervejs har hjulpet mig, fortæller Ulf Bagersted.
|