Incita er med i det store TTA projekt
 
Incita deltager i Forebyggelsesfondens store Tilbage Til Arbejde projekt, som startede i 22 kommuner i april 2010 for at hjælpe langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet. 
 
At være langtidssygemeldt indebærer ikke kun en helbredsmæssig risiko. For den langtidssygemeldte er jobbet og tilknytningen til arbejdsmarkedet også i fare, og mange risikerer økonomiske problemer, sociale problemer og isolation. I Danmark har sygefravær været et voksende problem de seneste år, hvor særligt gruppen af langtidssygemeldte er vokset i antal.
 
Hvor tidligere TTA-projekter i Danmark har fokuseret på muskel og skeletbesvær, omfatter det store TTA-projekt sygemeldte med mange forskellige slags helbredsproblemer. Samtidig opererer TTA-projektet med en kontrolgruppe, hvilket betyder at resultaterne fra indsatsen bliver målbare og konkrete.
 
TTA-projektet går ud på at sætte tidligt ind med henblik på at hjælpe sygemeldte med at finde vej til arbejdsmarkedet igen. Indsatsen leveres af særlige TTA-teams med fysioterapeuter, psykologer og læger, der arbejder tværfagligt. En kommunal sagsbehandler koordinerer den samlede indsats. Incita bidrager med uddannelse af medarbejdere til de nye TTA-teams, og samtidig indgår Incita med arbejdspsykologer og fysioterapeuter i flere hovedstadskommuner, som Forebyggelsesfonden har udvalgt til at deltage i projektet.
 
For yderligere oplysninger, kontakt Brita Stallknecht