Genvejen til fast arbejde

Hos Incita fandt Martin genvejen til et job som kok hos Forenede Service.

Martin Svendsen blev færdiguddannet som kok i 2008. Han fandt jobs på to gourmet restauranter i København. Men begge steder oplevede han koleriske chefer og et dårligt arbejdsklima, hvor den sidste ankomne sjældent blev behandlet med respekt.

Begge ansættelser blev kortvarige, så Martin endte på kontanthjælp. Så blev han henvist til ’Genvejen’, et 4-ugers intensivt støttet jobsøgningsforløb.

- Jeg elsker at lave mad og vil gerne bruge min uddannelse. Og jeg vil arbejde i et miljø, hvor folk lytter til hinanden. Mine første jobs var frustrerende, fortæller Martin.

Forløbet hos Incita
Incita hjalp Martin med at finde andre jobåbninger. Han sendte cirka en ansøgning om dagen til arbejdspladser, hvor der indgik mad og køkkener, så han kunne bruge sin uddannelse. Som led i forløbet deltog Martin i et foredrag med regionschef Søren Sloth fra Forenede Service A/S, som besøgte Incita og fortalte om jobsøgning set fra arbejdsgiverens perspektiv.

Martin og regionschefen aftalte at mødes. Mødet første til, at Martin blev tilbudt job i en stor kantine, som Forenede Service driver på Metropol forvaltningshøjskolen på Frederiksberg. Martin startede kort efter i jobbet.

I dag indgår Martin på fuld tid i et 4 mands team, som producerer 300 kuverter om dagen på uddannelsesinstitutionen. Arbejdsklimaet er godt. De andre kokke har familie, chefen er normal og alle deles om opgaverne med madlavning, kundekontakt og opvask. 

- Mit job betyder, at jeg har noget at stå op til. Det er også rart at tjene penge, fordi jeg har en kæreste i Jylland og vi har talt om at flytte sammen. Alt er en smule lettere med job og fast indkomst, siger Martin.
 

Hos Incita fandt Martin genvejen til et job som kok