Alle har en chance
Business Call kigger ikke på det tungeste CV, men på indsats og resultater, når virksomheden ansætter folk. Der er også plads til at give en chance til sygemeldte og ledige i aktivering.

Business Call har samarbejdet med Incita siden 2008. Samarbejdet handler om at give plads til ledige, som har gavn af at træne kompetencer og afklare deres jobmæssige fremtid med et ophold på en arbejdsplads.

Organisationen har 10 medarbejdere, og flere arbejder på deltid, men alligevel har der været plads til fire praktikanter fra Incita. De fire havde henholdsvis rygproblemer, gigt, stress og psykiske problemer. Og det generede ikke Torben Andersen fra Business Call:
– Vi kan aldrig vide, hvem der har medfødt flair for at kommunikere godt og effektivt med en telefon. Derfor giver vi også plads til personer med begrænset arbejdsevne, og vi rekrutterer i det hele taget meget bredt, fortæller Torben Andersen, stifter og direktør for Business Call.

Business Call passer telefonerne for 190 små og store virksomheder. Typisk handler opgaverne om at hjælpe virksomheder med salgsfremstød og mødebooking, og man svarer også telefoner for mange virksomheder.

Yngste medarbejder hos Business Call er 19 år, den ældste 50. Medarbejderne er vidt forskellige og omfatter både studerende, tidligere ledere og erfarne fagspecialister.

- Jeg er ligeglad med om folk har en baggrund som ledige, revisorer eller togførere. Vores styrke er forskellighed. Hvis vi har mange, der dyrker sport og motion, så tænker jeg måske på at ansætte en ryger næste gang. Alle der har lidt salgstalent kan få et enkelt og fleksibelt job hos os, fortæller Torben Andersen.

Business Call leverer callcenterløsninger, salg og telefonpasning til store og små virksomheder i Norden.