Det bedste job nogensinde
Efter at have stået i butik i 10 år fik hun smerter og gled ud af arbejdsmarkedet som sygemeldt og ledig. Incita hjalp hende tilbage til det bedste job hun nogensinde har haft.

Da Karina blev henvist til Incita, havde hun været sygemeldt længe. Hun havde arbejdet i detailhandelen i næsten 10 år, men smerter i armene betød, at hun måtte opgive denne levevej. Hvad gør man så?

Efter at have gået ledig blev Karina henvist til et jobsøgningsforløb hos Incita. Under en række samtaler med en virksomhedskonsulent fortalte Karina, at hun havde et godt indtryk af Café Fuglereden. Hun havde mødtes og hygget sig flere gange med venner og familie, og derpå kontaktede Incita indehaveren for at høre om der var mulighed for at tage Karina ind på en praktik.

Åben og imødekommende arbejdsplads
Café Fuglereden i det københavnske Nordvest kvarter har åbent fra formiddag til midnat. Opgaverne består i at tage bestillinger, servere drikkevarer, holde orden, fylde op og ellers konversere med stedets stamkunder, som hygger sig med jukeboks, terningespil og med hinanden. Stemningen er åben og imødekommende.
Indehaveren accepterede en praktik og organiserede en arbejdsdag for Karina på nedsat tid uden tunge løft. Incita fulgte løbende op på arbejdspladsen og hjalp med at justere arbejdstid og opgaver. I løbet af praktikken blomstrede Karina op:

- I dette job har jeg en fantastisk kontakt med gæsterne. Dette sted er mange menneskers samlingspunkt, og folk er kærlige og møder hinanden i øjenhøjde, fortæller Karina.

Fast job og selvforsørgelse
Efter 6 måneder fik Karina tilbudt fast job på Cafe Fuglereden. Jobbet varer 28 timer om ugen, og det rækker til at Karina kan leve af det og bidrage til at forsørge sin familie, som tæller 2 børn. Nu ser hun tilbage på et forløb, som gav hende nyt liv og noget at stå op til igen.

- Samtalerne med Incitas virksomhedskonsulent hjalp mig frem. I virkeligheden havde jeg selv kontakter og idéer, og måske kunne jeg selv have gjort det hele … men Incita satte det i system. Nu er jeg bare glad for det bedste job, jeg nogensinde har haft, fortæller Karina.

Karina blev henvist til Jobpakken af Jobcenter København