Tilbage efter trafikuheld
Kokken Nazir fik smerter og føleforstyrrelser i arm, skulder og nakke efter et trafikuheld. I dag bruger han sin erfaring og rige evner for kommunikation på en ny arbejdsplads.

- Jeg var ved at bringe varer ud og holdt for rødt lys tæt på Rigshospitalet i København. Pludselig bragede en bil op bagi, og jeg besvimede. Jeg husker i glimt, at jeg vågner og taler med folk. I dag ved jeg, at jeg faktisk var i chok, siger Nazir.

Nazir Hasan har arbejdet som kok i mange år. Før trafikulykken var han en humørbombe og et socialt midtpunkt, og han lavede dagligt mad til mange hundrede mennesker. Indtil en trafikulykke i november 2008 vendte op og ned på hans liv.

Sygemeldt med smerter

Efter trafikulykken blev Nazir sygemeldt med smerter i nakke, skulder og arm. Selvom behandlingen gav små fremskridt, kunne han ikke fortsætte sit job. I dag føles armen som om den sover, og flere fingre er helt følelsesløse.

- Ulykken og smerterne gjorde mig irritabel, og jeg brød forbindelsen med mange mennesker, fordi jeg havde det dårligt, fortæller Nazir.

Nazir trak sig ind i sig selv med en depression. Han kunne ikke arbejde eller løfte noget, og i denne triste fase af hans liv blev han også skilt.

I marts 2010 blev Nazir henvist til Incita. Selvom han var ledig og sygemeldt, havde han masser af kontakter og ikke svært ved at finde arbejdspladser at tale med.

- Giv mig én dag, så skaffer jeg tre jobs. Jobsøgning er ikke mit problem, siger Nazir og spørger:

Hvordan skal jeg passe et job med min krop?
Nazir havde kontakter i Fallafelhouse, som i 1980erne var blandt de første til at lancere arabisk fastfood kultur med shawarma, falaffel og chilispisning på Købmagergade i København.

Incita hjalp Nazir med at organisere en virksomhedspraktik, og han startede 15 timer om ugen med at tage imod ordrer, betjene kasseapparat, rydde af og tale med folk, og særligt det sidste er han dygtig til. I løbet af hans virksomhedspraktik blev arbejdstiden gradvist øget fra 15 til 25 timer om ugen, og efterhånden vendte hans liv tilbage.

- Ved trafikulykken mistede jeg alt. I dag har jeg en fantastisk arbejdsgiver, som er forstående i forhold til hvilke arbejdsopgaver jeg kan klare, så der bliver taget de hensyn jeg har behov for. Jeg vil arbejde så meget som overhovedet muligt, siger Nazir.