Tre år på sidelinjen
På vej i seng efter en lang nattevagt faldt Lars så uheldigt med hovedet, at han pådrog sig en hjerneskade, som sendte ham udenfor arbejdsmarkedet i tre år. Nu er Lars på vej tilbage.

Lars Havn har arbejdet som maskinmester og driftsleder for amerikanske rederier og olieselskaber, for Skærbækværket, Kyndbyværket, Københavns Energi og senest som koblingsleder for BaneDanmark. Jobs, der kræver overblik og ro i pressede situationer. Han bor med sin kone, og sammen har de tre halvvoksne børn. En dag i oktober 2008 faldt Lars og slog hovedet voldsomt. Da var han 57 år gammel.

Et par dage senere vågnede Lars på Glostrup Hospital. Han havde fået en hjerneskade, og konkret havde han mistet evnen til at holde balancen og hørelsen på det ene øre. Kort før jul han blev udskrevet og begyndte at træne forsigtigt med korte gåture derhjemme.

I juli 2009 startede Lars i genoptræning hos Center for Hjerneskade. Her vurderede man, at han havde gode sociale færdigheder, god indlæring, hukommelse og nysgerrighed overfor sin omverden. Men også træthed og delvist nedsat overblik ved komplekse opgaver. Problemerne med hørelsen forsvandt, da Lars efter en meget vellykket operation fik hørelsen tilbage.

Dømt ude
I marts 2010 sluttede genoptræningen og Center for Hjerneskade vurderede, at ”Lars´ arbejdsevne skal betragtes som så markant nedsat, at han (…) ikke vil kunne oppebære beskæftigelse på ordinære vilkår". På den baggrund ønskede Jobcenter Rødovre at sende Lars på sygepension.
Men det ville Lars ikke. Han krævede en arbejdsprøvning og blev henvist til Incita. Her startede han i maj 2010 med lette pakkeopgaver, som steg i sværhedsgrad. Blandt andet samlede han gear og låse, klargjorde wirer og  mærkede dispensere. Hans indsats var energisk, tålmodig og struktureret, og tempoet steg. Der var ingen nævneværdige problemer med balancen, og det var klart for alle, at Larses vurderinger af maskiner og mekanik lå på et højt fagligt niveau.

I praktik som maskinmester
Incita fandt en praktikplads som maskinmester hos Dyrup, som åbnede døren for Lars efter sommerferien. Lars startede i revalidering fra august 2010, mens Incita fulgte op og justerede hans opgaver, arbejdstider og at forløbet gik som det skulle.

Lars var med i mange projekter, og han mener selv, at forløbet hos Dyrup bragte ham ”op på 95 pct.” Han etablerede nye filtre i Dyrups tappehal, var med til at projektere et hedolieanlæg, fremstillede specialbolte og hjalp Dyrup med at afklare en galvanisk tæring, som årligt kostede 1,5 mio. kroner i udskiftninger af rør. Opgaverne greb ham, og flere gange havde han en arbejdsuge over 40 timer.

Pres på jobcentret
Selvom det gik godt hos Dyrup fik han ikke tilbudt job, for Dyrup var samtidig i gang med at skære ned på aktiviteterne. Lars pressede atter på hos Jobcenter Rødovre for at få en afgørelse i sin sag. Han blev sendt til en ny neuropsykologisk vurdering, som ikke bragte meget nyt.

I maj 2011 talte Lars med en virksomhedskonsulent i jobcentret, som ville hjælpe. Lars fandt en ledig stilling som maskinmester i Bornholmstrafikken. Et maskinrum på en bornholmerbåd så overkommeligt ud, når man tænker på at Lars i flere år har passet maskiner på supertankskibe med 3 gange så mange hestekræfter. Jobbet krævede dog, at han generhvervede sit gamle sønæringsbevis fra 1982, og det forudsætter mange timer til søs. Det lykkedes at få en aftale i stand med Bornholmstrafikken, og i oktober 2011 startede Lars i praktik for maskinmesteren.

Mens denne artikel blev skrevet, er Lars fortsat i praktik i Bornholmstrafikken. Hver mandag aften drager han til Køge, hvor skibet lægger til. Så overnatter han til søs og starter vagten næste morgen, når skibet ankommer i Rønne. Efter 4 vagter vender han hjem til en lang weekend, indtil han mandag aften drager ud til de næste vagter.

Hvis alt går som planlagt, kan Lars have sønæringsbevis den 9. marts 2012, og dermed retten til at passe jobbet på ordinære vilkår – og slippe ud af systemet.

- Jeg vil bare arbejde. Men jeg har måttet kæmpe imod eksperter der dømte mig ude, og jeg er glad for, at Incita hjalp mig op på mit gamle niveau, som jeg hele tiden selv troede på at jeg kunne. Det har været hårdt, og det hele værd. For jeg er ikke klar til hverken efterløn eller pension, fortæller Lars Havn, maskinmester i praktik for Bornholmstrafikken.

Jobcenter Rødovre henviste Lars til et forløb hos Incita for mennesker med hjerneskade, som omfatter arbejdsevnevurdering. Forløbet blev forlænget med en revalidering, som blev gennemført eksternt hos Dyrup. Forløbet hos Bornholmstrafikken er organiseret af Jobcenter Rødovre.