Når evnerne svigter
To hjerneblødninger satte en brat stopper for Arne Henriksens job som revisor. Men revalidering gav Arne evnerne tilbage i et sådan omfang, at Arne i dag jonglerer med tal og regnskaber i en stilling hos Humleekspressen.
Karriere og succes var nøgleord for Arne Henriksen i næsten 30 år. Med eget revisorfirma på Frederiksberg var penge aldrig noget problem, og Arne levede det søde liv, når han gav den gas på de europæiske landeveje i sin Alfa Romeo 156.
Alt det forsvandt, da han en eftermiddag på arbejde i 2001 faldt om med to hjerneblødninger.
Mange dage senere vågnede Arne op til bevidsthed på Bispebjerg Hospital med skader på korttidshukommelsen, talebesvær og problemer med at styre muskulaturen.
Efter tre måneders indlæggelse blev Arne henvist til Hjerneskadeprojektet hos Incita. Her trænede Arne koncentration, hukommelse og andre arbejdsmæssige færdigheder sammen med andre hjerneskadede.
- Da jeg ankom til Incita første gang, kunne jeg ikke engang stave til Bo. Jeg måtte gå til talepædagog. Og jeg havde fået svært ved at styre benene. Så der var nok at gå i gang med, fortæller Arne Henriksen.
Via Incitas virksomhedskonsulent og et personligt tip kom Arne i arbejdsprøvning hos bryggerileverandøren Humleekspressen i Søborg. I forbindelse med arbejdsprøvningen fik Arne desuden opkvalificeret sine kundskaber i EDB og bogføring hos Incita. Tilbage i tallenes verden
Familievirksomheden Humleekspressen i Søborg søgte en regnskabskyndig medarbejder, og efter nogle måneders arbejdsprøvning havde Arne hurtigt gjort sig uundværlig. Arne blev fastansat og har passet sit job i snart tre år. Regnskabschef Tine Skovgaard Jensen fra Humleekspressen fortæller:
- Vores firma er vokset hurtigt, og Arne kom ind på et tidspunkt, hvor vi havde et stort behov for administrativ aflastning. Vi er blevet afhængige af Arnes exceptionelle erfaring og viden om tal. Revisorregningerne er fx blevet betydeligt mindre efter Arnes indtræden i firmaet, siger Tine og fortsætter:
-Vi er selvfølgelig klar over, at Arnes koncentrationsevne er begrænset, og det krævede lidt tilvænning i starten. Sortner det for øjnene, så går Arne en tur på lageret og driller de andre eller får noget frisk luft. Og så er han klar til igen at gøre det, han er bedst til – at jonglere med tal og regnskaber.
I dag mærker Arne fortsat skader på korttidshukommelsen og begrænset koncentrationsevne over længere tid. Den hurtige bil, revisorfirmaet og det store hus har Arne solgt. Men i dag har han en ny tilværelse.
- Mit nye arbejde gav mig livet tilbage, siger Arne Henriksen.
Humleekspressen distribuerer øl, mineralvand og kildevand til virksomheder, restauranter, værtshuse og kiosker. Med eget depot i Søborg leverer Humleekspressen våde varer inden for Storkøbenhavn samt store dele af Sjælland.
|