Carsten skiftede spor
Efter tyve års stofmisbrug har 50-årige Carsten fået fast job, egen cykel og nye drømme for fremtiden.
Som udgangspunkt er der ringe håb for en 50-årig narkoman, der i tyve år har levet af rygeheroin, bistand og tyve cigaretter om dagen. For Incita skal der dog mere til, før en borger opgives.
Carstens eget ønske var førtidspensionering, da han i 2005 mødte op på Incitas projekt ’Skiftesporet’ for tidligere stofafhængige.
Situationen udviklede sig dog anderledes for Carsten, der i dag er fastansat it-medarbejder på Bispebjerg Hospital– og har kvittet både narkotika og cigaretter. Hjælp til selvhjælp Carsten måtte igennem ni måneders hårdt slid hos Incita, før han kunne starte på sit nye arbejde. Først kom hjernecellerne i omdrejninger på et computerkursus, som Carsten har ønsket sig i mange år. Samtidig blev han sendt til fysisk træning i Incitas fitnesscenter, så hans vægt blev øget fra 46 til cirka 50 kilo, og de trætte rygerlunger blev forbedret.
- Jeg havde aldrig prøvet at arbejde med en computer, før jeg kom til Incita. Efter fire måneder brugte jeg Word, Excel og Power Point, og i dag har jeg selv købt en computer, fortæller Carsten med stolthed.
Med sine nye færdigheder i bagagen fik Carsten en arbejdsprøvning på Bispebjerg Hospital, der tilbød en fastansættelse. I dag løser Carsten IT-opgaver og arbejder med databasen i ’Østerbro-undersøgelsen’, en af verdens største undersøgelser af livsstilssygdomme. Drømme gået i opfyldelse
Uden Incitas engagement i at få Carsten i job var han næppe nået så langt.
- Uden Incita havde jeg slet ikke opnået den stabilitet, det kræver at møde på arbejde hver morgen, fortæller Carsten, der ud over fast stilling, egen computer og forbedrede lunger også er begyndt at læse romaner og cykle København tyndt. I tyve år havde Carsten ellers ikke rørt en bog.
- Med cyklen og computeren er to af mine store drømme nået. En dag vil jeg lære flere færdigheder på computeren. Men nu søger jeg den faste rytme på arbejdet og tager én dag ad gangen, fastslår Carsten.
Carstens tilknytning til projekt Skiftesporet hos Incita er ophørt, men Carsten kigger alligevel forbi engang imellem – bare for hyggens skyld.
Projekt ’Skiftesporet’ Skiftesporet er et beskæftigelsesfremmende tilbud til borgere som enten er eller har været stofafhængige. Der arbejdes med praktik på Incitas egne værksteder, social træning, spisning, forbedring af sundhedstilstanden samt afklaring og forandring af barrierer.
|