Incita fokuserer på de positive sider

Efter flere års social angst og problemer med at passe på sig selv har Mette i dag fået fast job som oldfrue på Europas største vandrehjem. ’Krop og Job’ på Incita støttede hende til at få styr på angsten og vægten.

Danmarks første femstjernede designhostel ligger midt i København. Med 192 værelser på 15 etager er Danhostel Copenhagen City Europas største. Så der er nok at holde styr på for Mette, som nu er den ene af to ledere for samtlige stuepiger. Jobbet foregår i en ung, international atmosfære med mange mennesker. Et miljø, som Mette for et halvt år siden aldrig havde troet, hun nogensinde turde begive sig ud i.

Glemte sig selv
Allerede som 17-årig udviklede Mette social angst. Hun fik svært ved at omgås folk, hun ikke kendte, og fysisk reagerede hun ved at kaste op. Da Mette var 23 blev hendes mor psykisk syg, og efterfølgende begyndte den unge kvinde at ordne alle praktiske ting for sin mor, som først flyttede ind hos Mette og siden blev indlagt.

Kulminationen på de svære år blev, at Mette glemte at passe på sig selv og sin krop. Hun blev overvægtig og gik – med egne ord – fuldstændigt i stå. Da en veninde i 2006 anbefalede Incita, virkede det først uoverskueligt.

- Da jeg først kom til Incita tvivlede jeg meget på, at jeg nogensinde kunne finde arbejde. Men forløbet gav mig virkelig meget ved at hive fat i mine personlige sejre og positive sider i stedet for at fokusere på mine nederlag, fortæller Mette.

Styrket selvtillid og nyt job
Forløbet 'Krop og Job' hos Incita satte skub i Mette igen. To gange om ugen lavede kursisterne mad sammen med en diætist og lærte om kalorieindtag og sund mad, og derudover indeholdt forløbet masser af fysisk træning. Herudover støtter deltagerne hinanden og hjælper med at afklare kompetencer og muligheder i fælles samtaler om fremtiden. I dag har Mette fået selvtilliden tilbage og går fast i fitnesscenter.

Samtidig forsvandt Mettes socialangst. Samværet med de andre kursister hos Incita hjalp hende til at indse, at hun sagtens kunne omgås andre mennesker. Denne erkendelse gav hende styrke til at søge jobbet som oldfrue på Europas største hostel – et job, hvor netop samværet med andre mennesker er i højsædet.

- Det er dejligt at få livet tilbage, fortæller Mette.

Mettes vej til Incita

Mette hørte første gang om Incita gennem en veninde, der havde haft positive erfaringer med revalideringsvirksomheden, og som gav Mette en brochure om stedet. Gennem brochuren lærte Mette mere om Incita og dets forskellige muligheder til folk uden for arbejdsmarkedet, og hun tog herefter selv initiativ til at fortælle sin sagsbehandler på kommunen om Incita. Mettes sagsbehandler sørgede bagefter for at sætte det første møde op mellem Mette og Incita, og knap en uge efter var Mette kursist

Mettes arbejdsgiver Nille siger:

- Mette har nu været ansat på Danhostel Copenhagen City i knap to måneder, og jeg er ubetinget tilfreds med hendes indsats, fortæller Mettes arbejdsgiver, Nille.

- Hendes bedste kvalifikation er, at hun er i stand til at gå fra den ene arbejdsopgave til den anden uden hverken at blive stresset eller miste overblikket. Jeg har haft flere ansatte før Mette, som ikke mestrede denne evne, så det er noget, jeg sætter stor pris på, siger Nille, der håber på, at Mette fortsætter på Danhostel de næste mange, mange år.

- Jeg kunne godt se os to blive gamle sammen – for Mette er ubetinget den bedste ansatte, jeg nogensinde har haft, slutter Nille.