Det siger borgerne

Overskrift:

Biler, damer og fodbold

Dato:
Lang tekst :

Først kunne han kun skrive en kort artikel om ugen. 200 opgaver senere kunne han skrive en artikel om dagen, og formkurven stiger fortsat. Sammen med Ekstra Bladet holder Incita liv i Marcs drømme om igen at blive journalist.

Journalisten Marc Thygesen skrev fast til drengerøvsmagasinet FHM 2003 - 2009. Senere var han skrivende chefredaktør for magasinet Frikvarter, indtil han kun 34 år gammel pludselig fik en hjerneblødning og blev revet ud af sit normale liv. Han lå bevidstløs i tre dage, før han måtte vækkes med 50 procents risiko for at han ville være svært hjerneskadet. To gange havde man forsøgt vækning forgæves, og nu tredje gang skulle det lykkes. Det gik heldigvis, og herefter fulgte et år med hospitalsindlæggelser, genoptræning og uvished.

- Jeg husker brudstykker, og jeg kan huske følelserne af usikkerhed og uvished. Det har været hårdest for min kone, som i høj grad tog over i mit liv, mens jeg lå og nærmest intet kunne, fortæller Marc Thygesen.

Marc havde pådraget sig en hjerneskade. Efter et års genoptræning blev han af jobcentret sendt på et kursus for at få undersøgt, hvordan han kunne komme til at arbejde igen. Kursusforløbet rejste imidlertid flere spørgsmål end det gav svar, og Marc blev sendt på et nyt forløb, denne gang hos Incita, som udbyder specialforløb for mennesker med hjerneskader.

Genstart hos Incita

Marc startede hos Incita og fik forskellige opgaver. Han havde generobret de fysiske funktioner, men han havde svært ved at koncentrere sig og problemer med hukommelsen. Og det blev klart, at han – meget langsomt - kunne skrive. Jo flere kilder og informationer, der indgik i en tekstopgave, desto hurtigere blev han træt eller faldt i staver foran computeren. Ofte glemte han, hvad han var i gang med, mens han prøvede at komme i tanke om et ord, der skulle bruges i den tekst, han var i færd med at skrive.

Marc fik lagt et individuelt ugeprogram med fitness og skriveopgaver, som gradvist steg i sværhedsgrad. Han blev placeret i et fælleskontor med kollegaer, som gav ham et puf, når han døsede hen. Han fik en individuel instruktør, som dagligt så til ham og bad ham skrive notitser og artikler om dagsaktuelle emner.

Efterhånden blev Marc mere udholdende og effektiv. Han udviklede huskesystemer, så han kunne finde tilbage, når han tabte tråden. Fremgangen var mest tydelig, når han skrev om biler, damer og fodbold. Så disse opgaver fik han flest af.  

Praktik på Ekstra Bladet

Da Marc kunne skrive 2-3 artikler om ugen kontaktede Incita Ekstra Bladet, som gerne ville tage imod ham i praktik på Flash!-redaktionen. Hos Ekstrabladet skrev Marc artikler, og han lærte at lægge artikler op online i Ekstra Bladets interne system.

Efter tre måneder blev praktikken afbrudt af lykkelige omstændigheder, da Marc blev far, og efter en kort barsel vendte Marc tilbage til Ekstra Bladet og fortsatte med at udvikle sig. Nogle dage, hvor den nyfødte havde holdt Marc vågen natten før, kunne han døse lidt mere hen, men ellers steg hans effektivitet. Han øgede arbejdstiden og kom op på at skrive cirka 1-2 artikler om dagen.

Fire artikler om dagen
En normal journalist på Ekstra Bladet skriver måske 6-9 artikler om dagen, og Marc drømmer om at komme til at skrive 4 artikler. Han stopper fortsat op, når han prøver at komme i tanker om et ord, som ikke lige kommer, men han er blevet god til at spørge sidemanden om hjælp. Generelt har Marc oplevet, at kollegaerne på Ekstra Bladet er omsorgsfulde og forstående, og han glæder sig over, hvor langt han er nået:

- Ekstrabladet er en virkelig god arbejdsplads, og alle har taget godt imod mig. Revolverjournalister med bid har også et blødt hjerte, og jeg har kun oplevet, at mange gerne vil hjælpe mig med de ting, jeg glemmer eller har svært ved, fortæller Marc og fortsætter:

- Hele min udvikling startede, da jeg kom i forløb hos Incita. Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne få et individuelt program med opgaver netop tilpasset mine behov. Dernæst er jeg taknemmelig for, at Incita formidlede adgangen til Ekstra Bladet, fortæller Marc.

Marc har deltaget i et forløb hos Incita for mennesker med hjerneskade. Han startede med fysisk, kognitiv og journalistfaglig genoptræning, hvorefter Incita fandt ham en praktikplads på Ekstra Bladet. Incita besøger løbende Marc på Ekstra Bladet for at justere rammerne, så hans kognitive og faglige udvikling fortsat er optimal.

Billede header style:
LOGO_farve-transparant-baggrund

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse

Ok, så ved jeg det.

FØLG OS

Følg os på LinkedIn